Nysted Nor og Rørsøen

Nysted Nor Vildtreservat omfatter 147 ha, hvoraf 80 ha er søterritorium, og 67 ha er land. Landskabet i og omkring reservatet er præget af havneanlæg og bymæssig bebyggelse, men på vestsiden findes skovområder, engarealer og bevoksninger af tagrør og anden sumpvegetation. I efterårs- og vintermånederne raster især gråand, troldand, hvinand, taffeland, knopsvane og blishøne. Af ynglende vandfugle ses gråand og blishøne.

Adskilt fra Nysted Nor af 2 dæmninger ligger norets forlængelse, der i middelalderen strakte sig langt ind i land, men som ved Ålholms anlæggelse blev afskåret fra havet af en dæmnnig, der gav adgang til vandborgen. Ca. 1889 blev der anlagt en ny dæmning nord for den oprindelige, så der opstod en slotssø og nord for den et lavt område, der blev afvandet og brugt til græsning. I december 2008 holdt man op med at pumpe vand ud af Rørsøen, der nu er forvandlet fra en våd eng til en lavvandet sø.

Læs om Rørsøen i "Det tabte land"

Rørsøen 2009

Rødsand

Lollands sydkyst er i færd med at lukke til i en såkaldt linealkyst. Fra Albuen sydøst for Nakskov til Gedser vil kysten søge at rette sig ud, fjerne fremspring og lukke vige og bugter. I de sidste ca. 100 år har menneskene hjulpet ved at lave kystsikring. Strækningen fra Høvængerne øst for Nysted til Albuen syd for Nakskov er helt eller delvist beskyttet af diger. Ved Brunddragene findes et naturligt klitlandskab, som dog nu er en del af diget. Diget fortsætter fra Albuen mod nord næsten helt til Nakskov.

Strækningen fra Hyllekrog til Gedser er stadig åben, men på dette sted findes en række sandbarrer, som kaldes Rødsand. Området er i stadig forandring og er bevokset udelukkende med lave urteagtige vækster. En del af området rummer en ynglebestand af spættede sæler og er lukket for færdsel i forsommeren. I de senere år er der også observeret ynglende gråsæler i området. Farvandet mellem Rødsand og Lolland er meget fladt og fyldt med store sten. Der findes en sejrende ind til Nysted, men den kan kun besejles af mindre fartøjer. Mod vest ligger Rødbyhavn og mod øst Gedser, der begge er kunstige havne anlagt på linealkysten og begge udsat for tilsanding.

Både Lollands sydkyst og Falsters østkyst minder om Jyllands vestkyst eller Sjællands nordkyst, og det er sandsynligt at Rødsand en dag vil lukke til og danne sydgrænsen for en strandsø som Ringkøbing Fjord.

I området syd for Rødsand ligger en af verdens største koncentrationer af havvindmøller. 162 møller er bygget i 2 omgange.

Læs mere i internetleksikonnet Wikipedia

september 2014

Rødsand