Skærm-Elm (Ulmus laevis) er et stort, løvfældende træ med en åben og uregelmæssig kronebygning. Træet har en udpræget tendens til at danne "brætrødder" ved rodhalsen. Grenene er buede med talrige vanrisknuder.

Barken er først behåret og rødbrun, men snart olivenbrun på lyssiden og gulgrøn på skyggesiden. Senere bliver den lyst gråbrun. Gamle grene og stammen får efterhånden en svagt furet bark med brede, regelmæssige kamme. Knopperne er spredtstillede, spidse og orangebrune.

Bladene er ægformede til rundagtige med stærkt asymmetrisk bladgrund og dobbelt savtakket rand. Oversiden er mørkegrøn og en smule blank, mens undersiden er lysegrøn bløde, grålige hår. Høstfarven er gul. Blomstringen foregår før løvspring, dvs. i april. Blomsterne er samlet i kortstilkede bundter, og hver enkelt blomst er uregelmæssig (den mangler kronblade) med mange støvdragere. Frugterne er vingede nødder (kaldet "manna").

 

Rodnettet er dybtgående med kraftige hovedrødder. Derfra skyder der udløbere og rodskud i vejret. Størrelse: 25 x 20 m (40 x 30 cm/år).

Skærm-Elm er udbredt i Mellem- og Østeuropa, hvor den findes i floddale med fugtig til våd (ofte oversvømmet) og næringsrig jord.

 

Skærm-elm skal angiveligt i Danmark kun findes i Krenkerup Haveskov, Krenkerup Kosteskov og i "en skov ved Nykøbing F". Der findes måske også et enkelt træ i Frejlev Skov.

 

august 2016