Byrådet siger ja til grøn trepart: Guldborgsund tager næste skridt mod mere natur
Den grønne omlægning i Guldborgsund har nået en vigtig milepæl. De lokale grønne treparter for Smålandsfarvandet og Østersøen har godkendt deres omlægningsplaner – og Byrådet i Guldborgsund Kommune har den 11. december 2025 principvedtaget planerne og besluttet at arbejde videre med de projekter, der indgår i dem. Principvedtagelsen er ikke bindende for de enkelte projekter, men er en tydelig politisk tilkendegivelse af, at kommunen vil den grønne omlægning.Omlægningsplanerne viser, hvordan kommunen kan bidrage til at reducere kvælstofudledningen, udtage kulstofrige lavbundsjorde, etablere vådområder og skabe mere natur og skov. Guldborgsund spiller her en nøglerolle med en lang række projekter, der samlet omfatter flere tusinde hektar og vil få stor betydning for både klima, vandmiljø og biodiversitet. I 2026 vil der endda blive planlagt for yderligere skovrejsning, som vil kunne bidrage til at beskytte grundvandet, og nye bidrag til, at målet om mindst 20% beskyttet natur kan nås i 2030.
En grundlæggende præmis er, at alle projekter som udgangspunkt er frivillige. Lodsejere, hvis arealer indgår i skitseprojekter, inviteres til dialog og skal først ved konkrete projekter tage endelig stilling til, om de vil være med. Kommunen og i nogle tilfælde Naturstyrelsen gennemfører forundersøgelser, før der søges midler til realisering, og der er allerede flere lavbunds- og vådområdeprojekter på vej.Danmarks Naturfredningsforening er fast partner i de lokale treparter sammen med landbruget og kommunerne. Vi arbejder for, at projekterne giver mest mulig naturgevinst, skaber sammenhængende naturområder og understøtter den nationale målsætning om mere beskyttet natur.
Med byrådets principgodkendelse er rammen sat. De kommende år bliver afgørende for, hvordan planerne omsættes til konkret natur, renere vandmiljø og et mere klimavenligt landbrug i Guldborgsund – og her får vi som naturforening fortsat en vigtig rolle at spille. Vi vil nøje følge realiseringen af omlægningsplanen og give vores bidrag til, at den bliver en succes.
Du kan se omlægningsplanen: her.
